Hvordan Troldeslugten blev til


– af Jens Frydendal, bogen “Niels Bugges sidste rejse” ISBN: 87-91188-17-2

For mange år siden boede der en gammel kone ude ad Dollerup til. Det kan have været i Humlehuset, hvis det var bygget dengang – ellers må det have været et andet sted. Gammel var hun i al fald, men ganske godt stillet, eftersom hun havde både sin datter og en ko boende i huset. Det vil sige, koen boede nu i kostalden, der lå tæt op ad stuehuset. Koen leverede både mælk, fløde, ost, smør, yoghurt og andre gode sager til huset, så moderen og datteren led ingen nød. Ofte sagde den gamle kone til sig selv og datteren: ”Gud være lovet for Mor Muh!” Sådan kaldte de koen, der jo var et betydningsfuldt medlem af husstanden.
En morgen, da de vågnede, var der imidlertid sket en katastrofe. Døren til stalden var slået ind, og koen var væk. Den gamle blev helt ude af sig selv og viste ikke, hvordan de skulle overleve uden deres gode ko. Datteren var imidlertid hverken rådvild eller pivet. Hun ville straks gå ud og lede efter koen. Dens fodspor på vejen pegede mod heden, så i den retning ville hun søge. Hun fik en god madpakke med og travede raskt af sted gennem lyngen.
Ved middagstid satte hun sig på en gravhøj og spiste sin madpakke. Derefter stod hun op på højen og råbte, så højt hun kunne ud over heden:
”Svar Mor Muh, hvis du lever endnu!”
Langt borte hørte hun et svagt ”Muuh!”
”Den er fin!” tænkte hun og travede så hurtigt hun kunne ud gennem lyngen med træskoene under armen.
Hen på eftermiddagen kom hun til en ny gravhøj. Hun klatrede op på toppen, satte hænderne for munden og råbte så højt hun kunne:
”Svar Mor Muh, hvis du lever endnu!”
”Muuh!” blev der svaret. Denne gang noget nærmere, og det var godt, for solen sank mod horisonten, og pigen turde ikke blive ude ret meget længere. Når mørket faldt på – vidste hun – kom troldtøjet frem, og så var det ikke godt at være alene lille pige ude på den store hede. Så længe solen stod på himlen, var der ingen fare, for trolde tåler ikke dagslys. Rammes en trold af solens stråler, bliver den straks til en træstub, en stor sten eller sådan noget.
Pigen hastede videre ud over heden, og da hun kom til endnu en gravhøj, klatrede hun op til toppen, satte hænderne for munden og råbte så højt hun kunne:
”Svar Mor Muh, hvis du lever endnu!”
”MUUH!” lød det, men denne gang lige under hendes fødder.
”Åh, nej,” tænkte pigen, ”højtroldene har taget min ko! Hvordan skal jeg dog få den ud af højen, uden at troldene fanger mig?”
Hun gik nu en tur rundt om højen. Et sted stak en ende reb ud. Det genkendte hun straks som koens tøjr. Hun trak til, og straks åbnede højen sig. Koen kom ud, og højen lukkede sig igen efter den. Nu kan det nok være, det gik hjem efter, alt hvad pigens og koens ben kunne strække ud, for solen var forsvundet under horisonten, og snart ville troldene vågne og opdage, at deres stjålne ko var stjålet tilbage.
Det varede da heller ikke længe, før de hørte trampende fødder bag sig i lyngen. De vendte sig om, og så at det ikke bare var højtrolden, der var efter dem. Nej, det var selveste højtroldens KONE!
Hun var enorm stor og løb så hurtigt, at patterne slog sammen bag hendes ryg! Det fortæller i al fald de, der så hende.
Pigen blev så forskrækket, at hun straks stoppede op og hviskede til koen:
”Nå, Mor Muh, hvad gør vi nu!”
”Jo,” svarede koen: ”tag et hår fra min hale og læg det tværs over sporet, så skal du se!”
Pigen tog et hår fra koens hale og lagde det tværs over sporet.
”Hvuuusjh!” sagde det, og straks lå der mellem dem og trolden en stor bred å. Den standsede trolden, for det er en kendt sag, at man er reddet, hvis man kan få vand mellem sig og en forfølgende trold. Troldemor stod på den anden åbred og bandede, så det var stygt at høre på.
Pludselig fik hun en god idé, kunne man se. Hun lagde sig på knæ ved åen og begyndte at drikke – og hun kunne drikke!
For hver slurk hun tog faldt vandstanden i åen. Pigen indså, at der snart ville være så tørt, at trolden kunne går over. Hun vendte sig til koen og hviskede:
”Nå, Mor Muh, hvad gør vi nu?”
”Tag et hår fra min hale og kast det ud i åen, så skal du se!” svarede koen.
Det gjorde pigen og ”Wjuuutsj!” sagde det, så stod hele åen i lys lue. Flammerne stod så højt at troldemor fik svedet skægget, og hun var ond at høre på, mens hun dansede rundt og råbte og skreg.
Pludselig fik hun imidlertid en idé, kunne man se. Hun trak op i skørterne og bakkede hen og tissede i åen, så flammerne gik ud. Tænk på, hun havde drukket al vandet, så der var jo nok at tage af!
Pigen så straks, at når var flammerne var væk, kunne trolden gå over.
”Nå, Mor Muh, hvad gør vi nu?” spurgte hun nervøst.
”Tag et hår fra min hale og kast ud i ilden, så skal du se!” svarede koen.
Det gjorde pigen, og straks begyndte jorden at ryste og skælve. En mægtig kløft åbnende sig. 14 meter dyb var den og en halv hundrede meter bred. Dengang var siderne helt lodrette, siden er de skredet noget sammen, fordi de frække knægte kravler på dem, men det er en anden sag. Troldemor turde ikke springe derned. Hun kunne let brække både arme og ben – og halen med for den sags skyld.
Hun råbte og skreg og bandede, så der var ved at gå ild i skovbunden, men pludselig kunne man se, at hun igen fik en idé. Hun stak næsen i jorden og begyndte at grave, så jorden sprøjtede helt ned til Niels Bugges Kro, mens hendes overkrop langsomt forsvandt ned i hullet. Højtrolde graver nemlig lige så godt som muldvarpe, og troldemors plan var at grave under kløften. Det indså pigen og vendte sig endnu en gang mod koen:
”Nå, Mor Muh, hvad gør vi nu?”
”Jo, nu tager vi det helt roligt, for om lidt står solen op, og så skal du se!” svarede koen.
Ganske rigtigt. Et øjeblik efter kastede solen sine første stråler ind over landet. Troldens ben, der endnu rakte lige i vejret, stivnede straks og blev til et par træstammer.
Man kan se dem endnu i skoven ovenfor Troldeslugten.
Gå selv ud og se efter!

One Response to Hvordan Troldeslugten blev til

  1. Pingback: nr65dk » Blog Archive » Hald sø here we come!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.